Raimund Quandt

SENIOR ADMINISTRERENDE DIREKTØR

Raimund! Hvorfor præsenterer du ikke dig selv for vores læsere?

Ja, godaften. Jeg blev født som efterkrigsbarn i 1954, som en dreng fra Rostock, og overtog senere denne virksomhed fra min far. Før det tjente jeg i den tyske hær, kørte gennem Hamborg i lang tid og rejste til England på bulkskibe.

Hvordan begyndte det hele for dig dengang?

Første gang jeg rejste med en fiskerbåd var i 1961, da jeg var syv år gammel. Jeg stod ved stævnen og beundrede bølgerne og de store skibe; det kan jeg huske! Min far talte med fiskemesteren i styrehuset. Vi rejste til fiskerbyen Travemünde. Der havde far en bro, hvor han reparerede både og fiskekuttere. Det var min første kontakt med søfart. Da min far hørte, at den skandinaviske kaj skulle bygges der, byggede han en marina. Vi måtte alle starte i en tidlig alder og lærte at bruge forskelligt værktøj af min far, som var bådebyggermester. Han byggede plankebåde til bådudstillingen i Hamburch (Hamborg). Jeg var altid nødt til at sidde under bådene, fordi jeg var den mindste til at holde nitterne, og min far hamrede ovenpå. Forretningen gik så godt, at min far derefter blev helt selvstændig og stoppede med at arbejde på Schlichting-værftet, hvor han tidligere havde repareret minestrygere for den britiske hær. Han byggede KFK-kuttere på kontraktbasis i Travemünde, nær Böbs, og lærte Bernhard Rotsch at kende, som også var en mesterlig bådebygger. Han byggede til gengæld Poinst, som var fladbundede fiskerbåde, som han havde lært om i sin tid som krigsfange i England. Bernhard Rotsch og min far Manfred Quandt blev venner under byggeriet af KFK-kutterne, det kan jeg stadig godt huske. Vi større børn kunne tjene lommepenge ved at hjælpe til med at kalfatre, hvor en tjæret snor blev hamret ind mellem dæksplankerne med et jern og en hammer. Jeg fik tit problemer, fordi jeg ofte tabte hammeren på dækket. Så kom de ud og bandede ad mig! På et tidspunkt blev det meget tungt. Vi skulle klare mindst 10 meter, og det fik vi 50 pfennig for til sidst. Nå, men min far og Bernhard Rotsch hældte flydende tjære i fugen, som var placeret mellem to dæksplanker og fyldt med tjære. De blev venner! Det var vinterbeskæftigelsen, lønarbejde om vinteren. De hjalp hinanden med at bygge joller og pælhuse. Det var sådan, jeg kom til bredden af Wakenitz. Bernhard Rotsch begyndte at planlægge en ny Dolores i 1962. Min far kørte sin Kadett A Combi med Bernhard Rotsch til Hatecke skibsværft ved Elben, hvor en af min fars bekendte også arbejdede. Jeg tror, han hed Küscho. De byggede så skroget til Dolores med motor. Med køkkenstole og bord, rat og gashåndtag samt provisoriske positionslanterner blev skroget overført til Lübeck via Elben-Lübeck-kanalen efter færdiggørelsen. LHG kranede derefter skroget over på en lavlæsser fra firmaet Longuet og placerede skroget i Wakenitz. Yderligere udvidelse fandt sted på bredden af Wakenitz, hvor far også hjalp til. Desværre blev Bernhard Rotsch såret i krigen og mødte sin kone Dolores på hospitalet. Han havde en granatsplint i ryggen, som ikke kunne fjernes. Med disse helbredsproblemer kunne han i 1963/64 ikke acceptere yderligere fysisk anstrengelse, så han kunne kun sejle med sin ven Tesmer. Han havde også en skade, og derfor kørte de ofte Dolores, hvorefter min far ofte afløste ham sammen med min mor, når smerterne var for store. I mellemtiden drev min far samtidig sit bådeværft og reparerede både. Han kom i kontakt med hr Frahm (jeg tror, han hed Adolf Frahm), som drev sightseeingbådene ved Holstentor, i forbindelse med en reparation. 

Frahm fra den legendariske Stecknitz-familie, gamle Lübeckere. I løbet af samtalen og flere besøg kom det frem, at hr Frahm ville sælge skibene samt licenserne, hvorefter min far overtog dem. Med denne licens fik han lov til at sejle på Elbe-Lübeck-kanalen. Derefter købte han MS Möwe, et tidligere britisk forpostskib, og brugte det til at tage passagerer fra Burgtorbrücke til Berkenthin to gange om ugen til Mayers Gasthof og to gange om ugen til Travemünde til Zollbrücke. Det var sådan, passagerskibsfarten startede med Quandt-familien!

Jeg har gjort dette i 45 år nu, gennem alle op- og nedture i økonomien og operationelle flaskehalse, er fokus på at opretholde den hanseatiske virksomhed. Snart vil det blive videreført i 3 generationer!

Hvorfor blev skibet kaldt Dolores?

Hun blev døbt til minde om hans afdøde kone. Hun døde palmesøndag 1942 under bombardementet af Lübeck på flådehospitalet, hvor hun arbejdede som sygeplejerske.

Hvordan organiserede du din professionelle karriere?

Jeg blev først uddannet som bygningskonstruktør og møbelsnedker, derefter som tømrer med speciale i trapper og tagkonstruktioner. Derefter arbejdede jeg i 3 år med metalkonstruktion og indretning på Flender skibsværft. Det sidste skib, jeg var med til at bygge, var TorBritania og Steinfells. Der tog jeg også mit svejsecertifikat. Jeg deltog også i et par kurser, var stadig i den tyske hær og sejlede gennem Hamborg havn. Engang besøgte jeg England på en bulkcarrier. Jeg var også ansat på Dräger-fabrikken indtil 95, og derefter blev jeg helt selvstændig.

Mange tak skal du have!